Præsidenten i Timor-Leste og modtager af Nobels Fredspris, José Ramos-Horta, har tilbragt størstedelen af sit voksenliv med at kæmpe for frihed fra undertrykkelse af sit hjemland. Da han var 18, blev Ramos-Horta forvist fra Timor-Leste – dengang en portugisisk koloni under et militærdiktatur – for hans åbenhjertige kritik af regeringens manglende evne til at tage sig af underudvikling og udbredt fattigdom. Han vendte kortvarigt tilbage til Timor-Leste, men blev forvist igen fra 1970 til 1971 for at tage bladet fra munden mod det portugisiske militærstyre.

I 1974 erklærede Timor-Leste sin uafhængighed fra Portugal, og kort tid derefter indledtes en invasion fra Indonesien, der var begyndelsen på endnu en brutal militær besættelse. Ramos-Horta tilbragte de næste 24 år med at gøre verden opmærksom på tilstanden i Timor-Leste.

Han blev den yngste person, der talte til De Forenede Nationer, og han overbeviste FN-repræsentanter til at vedtage en resolution, der bakkede Timor-Lestes uafhængighed op. På trods af denne sejr fortsatte Indonesien dets besættelse, og således fortsatte han med at presse på overfor FN og andre verdensledere for at overbevise Indonesien om at give Timor-Leste dets frihed. I 1996 blev han tildelt Nobels Fredspris sammen med sin landsmand, biskop Carlos Felipe Ximenes Belo.

Hovedsageligt gennem Ramos-Hortas indsats vandt Timor-Leste i 2002 til sidst dets uafhængighed, og i 2006 blev han udnævnt til Timor-Lestes premierminister og i 2007 valgt til dets præsident.